Jorløse sogn er det mindste sogn i Arkivets område med kun ca. 320 indbyggere. Vesterbygård er den største gård i området. Før vindmøllernes indtog i Danmark var man afhængig af vandmøller. For at få en sådan, har sognet en underlig spids der går ned til de 5 “Kongens møller”, ved Hallebyåen. Øresø Mølle ligger i Jorløse sogn. Den blev ombygget til savværk, som brændte i 1910.
Vesterbygård hovedgård, er nævnt i 1354, da den overgik til Roskilde bispestol, var 1562-1664 under kronen, 1750-1843 under Lerchenborg. Siden da har den været ejet af slægten Fonnesbech/Fonnesbech-Wulffs. Den nuværende smukke, trefløjede hovedbygning er opført 1844-46 i senklassicistisk stil.
Fyrbøder Jens Larsen passer lokomobilen mens der tærskes på Tissøvej 29 i Jorløse 1936. I højre side af billedet ligger en bunke sten, de skal bruges til bygning af Tissø- Løjtved vejen. Jens Larsen er bedre kendt som “Jens mælkmand i Ubby”