Arkivernes Hjul 2024 er kommet og er til salg.
Den koster 100,00 kr.
Arkivernes dag, lørdag den 9. nov. 2024
Denne dag havde vi fået den tidligere ejer af Ubby ny Auto, Karsten Jensen til at fortælle om sit liv som mekaniker, foreningsformand og fodboldentusiast.
Der kom over 30 personer der med interesse hørte på hvad Karsten fortalte. Bagefter var der en god snak mens der blev drukket kaffe.
Arkivernes Hjul 2024 er kommet og er til salg.
Den koster 100,00 kr.
Hvidebæk i gamle billeder.
Denne bog udkom i 2003, men blev hurtigt udsolgt, nu har vi lavet et genoptryk med diverse små opdateringer.
Der er bl.a. kommet nyt forsidebillede, men stadig med Christen Nielsen. Han var født i Ubby 1874, men boede i Klovby fra ca. 1905 til 1963.
Bogen sælges på arkivet for 75.00 kr.
Udflugten til Odense torsdag den 12. sep. 2024
Denne dag viste efterårsvejret sig fra sin allerbedste side. Vi ankom kl. 10 til Odense, og her kom en guide ud til bussen og fortalte om det nye HC. Andersen museum. Efter at have gået rundt på museet til kl. 12, spiste vi frokost på Cafe “Deilig” som ligger tæt på museet. Derefter besøgte vi Møntergården, der har skiftet navn til Tid, det er Odense Bymuseum. Kl. 15.30 gik turen igen mod Sjælland, og en god dag var slut.
Digital byvandring i Værslev, onsdag den 22. maj 2024
Der kom ca. 100 personer til denne lille gennemgang af Værslev. Det startede med fællesspisning for ca. 80 personer. Efter spisningen kom der yderligere ca. 10 til 20 personer. Eide Jakobsen viste gamle og nye billeder fra Værslev, hvordan så det ud før i tiden og hvordan ser det ud nu. samtidig med at der blev fortalt om huse og beboere.
Filmdagen på arkivet den 19. marts 2024
Denne dag viste vi en lille film fra dengang Hvidebæk kommune fik sin borgmesterkæde og Kurt Johansen havde fundet en del gode klip fra Fuglederevyen. Der kom 28 personer til denne lille filmforevisning.
Generalforsamlingen den 26. februar 2024.
Generalforsamlingen den 26 februar 2024 blev overværet af ca. 45 personer.
Jakob Beck Jensen blev valgt til dirigent. Formanden aflagde beretning, hvor han fortalte om årets gang i foreningen. Arkivleder Bjarne Dybdahl fortalte om årets gang på arkivet. Kasserer Gunnar Madsen fortalte om regnskabet. Alle tre beretninger blev godkendt, stort set uden kommentarer. Alle valg var genvalg. Efter en lille kaffe/te pause fortalte Palle Bruun Olsen om “Sit liv som kunstdetektiv” Et interessant foredrag om arbejdet med at finde og registrere kunstværker der var placeret rundt omkring i kommunen, et stort arbejde, for ingen vidste hvor meget der var rundt omkring i de fem gamle kommuner. Et godt og interessant foredrag.
Arkivernes dag, lørdag den 11. nov.
Som sædvanlig var arkivet åbent denne dag. Vi havde fået den tidligere vejmand i Hvidebæk kommune, til at fortælle lidt om sit liv som vejmand. Dette gjorde at der kom over 40 gæster denne dag. Et flot antal besøgende. Og der blev solgt 18 stk. af den nye Arkivernes Hjul.
Bogen kan stadig købes på arkivet for 100 kr.
Ældre årgange sælges til nedsatte priser
Udflugten til København torsdag den 14. sep. 2023
Kl. 8.30 kørte bussen med 49 deltagere mod København i et fantastisk godt efterårsvejr. Vel ankommet til Kastellet stod 3 guider og tog imod os. Fordelt på 3 hold fik vi en god guidet rundtur i det gamle forsvarsværk fra Chr. den 4. tid. Efter denne rundtur spiste vi på cafe Pedersborg. Derefter ventede der en guidet rundtur på frihedsmuseet. Et museum der er genopført efter en brand, hvor næsten hele museet var gravet ned under jorden. Kl. 16.00 gik turen atter mod Ubby, og en god dag er ved at være slut.
Digital byvandring i St. Fuglede den 7. Juni 2023.
St. Fuglede forsamlingshus havde arrangeret spisning kl. 18.00, der var 96 personer der havde tilmeldt sig til spisning, og der kom ca. 10 personer mere til kl. 19.00, hvor selve arrangementet begyndte.
Jakob Beck Jensen havde lovet at fortælle, og vise billeder fra Fuglede. Han fortalte lidt om hans egen familie, der havde rødder i St. Fuglede. Dernæst fortalte han om personer og huse i St. Fuglede Kirkeby. Efter en lille kaffepause var det St. Fuglede Stationsby der blev fortalt om. Stationsbyen opstod jo først i 1898 da jernbanen kom, og stationen og kroen blev bygget. En god aften med mange deltagere.
Filmdagen den 28. marts 2023
Denne dag viste vi den lille film, “Langs Hallebyåen” optaget af Svend Aage Hansen. Der var ca. 30 personer der så denne lille film.
Generalforsamlingen den 27. februar 2023.
Mandag den 27. februar 2023 holdt Hvidebæk Lokalhistoriske Forening.
generalforsamling i overværelse af 62 personer.
Formanden mindedes først Jens Birk Kristoffersen der afgik ved døden den 21. januar 2023. Jens havde haft sin gang på arkivet siden 2006, havde været i bestyrelsen siden 2011 og arkivleder siden 2013.
Jakob Beck Jensen blev valgt til dirigent. Formanden aflagde beretning. Det var også formanden der holdt arkivlederens beretning da ny arkivleder ikke var kommet rigtig i gang efter Jens Birk Kristoffersens død. Kasserer Gunnar Madsen fortalte om regnskabet. Alle tre beretninger blev godkendt uden kommentarer. Kurt Johansen ønskede ikke genvalg, efter 30 år i bestyrelsen mente han at det var på tide at stoppe. I hans sted valgtes Jørgen T Madsen. I stedet for jens Birk Kristoffersen valgtes Anne-Marie Jørgensen. Ny arkivleder er Bjarne Dybdahl Andersen, der havde sin første dag på arkivet den 8. november2022.
Kurt Johansen blev hædret for sin indsats i foreningen gennem 30, ved at udnævne ham til æresmedlem.
Efter en lille kaffepause fortalte Ole Eg Pedersen om sit liv, både før og efter han blev læge.
Arkivernes dag lørdag den 12. nov. 2022
Denne dag var arkivet åbent fra kl. 13.00 til kl. 16.00. Arkivernes Hjul 2022 blev præsenteret denne dag og er til salg på arkivet for 100 kr. pr. stk.
Udflugten til Fyn fredag den 9. sep. 2022
Udflugten i år gik til Danmarks Jernbanemuseum i Odense og til Krenkerup gods hvor vi besøgte Skodamuseet og Hørvævsmuseet. En god dag i godt vejr. Desværre var der kun 30 personer der deltog i denne tur.
Digital byvandring i Rørby den 25. maj 2022.
Den digitale byvandring i Rørby Sognegård den 25, maj. blev overværet af 50-60 personer. Der blev vist billeder af huse og gårde fra den gamle del af Rørby. Der blev fortalt lidt om de personer der boede i husene. Ligesom der kom kommentarer og anekdoter fra tilhørerne, især kom Flemming Møller med mange kommentarer om de forskellige mennesker der har boet i byen. En god aften som vi vil gentage i nogle af de andre landsbyer i vores område.
Filmdagen den 29. marts 2022
De to små film om henholdsvis Bukh motor/traktorfabrik og Carmen Curlers blev overværet af ca. 30 gæster.
Generalforsamlingen den 28. februar 2022.
Hvidebæk Lokalhistoriske Forening holdt generalforsamling i Ubby forsamlingshus mandag den 28. februar. Der var knap 40 medlemmer der mødte op denne dag.
Formanden aflagde beretning over et 2021 der var meget præget af lukninger pga. Corona. Arkivlederen kunne ikke aflægge beretning da han dagen før havde været sammen med en Coronasmittet. Kassereren fortalte om regnskabet. Beretning og regnskab blev godkendt af forsamlingen.
Efter kaffen fortalte Peter Hermann om det gamle nedre Kalundborg, fra Kålund Kloster til bomhuset på Skt. Jørgensbjerg.
40. års jubilæumsfesten torsdag den 10. februar 2022
Denne dag havde vi lavet en lille udstilling, som viste lidt om den udvikling der er sket på arkivet gennem 40 år.
Der kom ca. 80 personer der deltog i vores lille arrangement i Ubby forsamlings og kulturhus.
Formand, Eide Jakobsen bød velkommen til den store forsamling, derefter havde han en lille gennemgang af arkivets historie. Formanden for kultur og fritidsudvalget Hans Munk, fortalte lidt om kulturen og værdien af de frivilliges arrangement. Anders Egemar fortalte lidt om opstarten under primitive forhold i Jorløse, det samme gjorde tidligere arkivleder Irene Nielsen der også var med ved opstarten. Arkivleder Jens Birk Kristoffersen fortalte lidt om tilblivelsen af vores jubilæumsbog.
Herefter startede uddelingen af jubilæumsbogen, og det var muligt at stille den værste sult med pindemadder, med hvidvin øl eller vand, hvad man helst foretrak.
Formanden for SLA. “Sammenslutningen af Lokalarkiver” Kom lidt senere da han var optaget af andet møde. Har fortalte om arkivernes betydning for bevarelse af historien.
Jubilæumsbogen er gratis for medlemmer.
For ikke medlemmer koster bogen 80 kr.
Arkivernes dag, lørdag den 13. november 2021.
Vi viste en lille egnsfilm fra 1960erne, med kommentarer og fortællinger undervejs. Der kom ca. 20 gæster på arkivet denne dag.
Det var også denne dag Arkivernes Hjul 2021 bliver præsenteret og solgt for 100 kr. pr stk.
Nu er Jorløsebogen igen til salg på arkivet for 300 kr.
En fantastisk bog på 388 sider, skrevet af en lille gruppe borgere i Jorløse. Bogen beskriver gårdene og husene i Jorløse sogn. Der er beskrivelser og billeder af beboerne i sognet. En bog der fortæller om udviklingen i Jorløse gennem 140 år.
Generalforsamling den 20. september 2021.
Der var i år kun 19 personer der deltog i generalforsamlingen. Jakob Bech Jensen blev valgt som dirigent. Formanden sagde i beretningen at det stort set var et år næsten uden aktiviteter på grund af Corona. Arkivlederen fortalte lidt om aktiviteterne på selve arkivet, og viste lidt statistik over de forskellige arkivalier der er lagt ind i Arkibas, og hvor mange der besøgte Hvidebæk Lokalhistoriske Arkiv på Arkiv. Dk. Kassereren gennemgik regnskabet, der var hensat 11.000 på bogfond og et overskud på 13.000 kr. Alle valg var genvalg. Efter kaffen fortalte Jens Birk Kristoffersen om Selchausdal gods ved Tissø. Om de mange ejere der havde været gennem flere hundrede år.
Udflugten til Frihedsmuseet og Kastellet den 3. sep. aflyst
Arkivernes dag, lørdag den 14. november 2020
På grund af Corona blev denne dag ikke som planlagt. Der var kun salg af bøger.
Den nye udgave af Arkivernes Hjul 2020, blev præsenteret denne dag. og sælges for 100 kr. pr stk.
Ældre udgaver af Arkivernes Hjul sælges for 75 kr. pr stk.
Jorløse sogns historie er også til salg på arkivet, den koster 300,00kr.
Bogen om Hvidebæk kommune, og bogen om Ubby brugsforening, og en lille bog om Ubby forsamlingshus, der blev 100 år i 2019, kan også købes på arkivet.
Udflugten til Holmegård Værk.
Vi var 43 personer der fredag morgen, den 4. sep. kørte mod Holmegård Værk. Det var lidt blandet vejr, med sol og lidt skyer, men det var tørvejr. Efter en guidet rundtur, hvor vi så og hørte om glaskunst, siden Holmegård glasværk startede i 1825. Efter frokosten var der mulighed for at gå rundt på egen hånd. En del benyttede det gode vejr til at gå en tur ud i Holmegård mose, hvor man i mange år hentede tørv til glasproduktionen, inden man gik over til kul, og senere olie, og nu bruger man naturgas. Værket er startet op igen med en lille produktion, til glæde for glaskunstnere og turister. Inden turen igen gik hjemad fik vi kaffe og chokoladekage. En god dag sluttede i Ubby kl. 16.30.
Generalforsamling mandag d. 24. februar 2020
Generalforsamlingen d. 24. februar blev afviklet i god ro og orden i overværelse af ca. 55 personer. Jacob Beck Jensen blev valgt som dirigent. Formanden fortalte i sin beretning hvad der var sket af tiltag i foreningen i 2019, og lidt om de kommende arrangementer. Arkivlederen viste noget statistik over hvad der var sket på arkivet. Han fortalte bl.a. at Arkiv.dk er blevet 5 år, og nu er der 3.712.453 registreringer tilgængelige på Arkiv.dk, heraf er 2,5 mio. billeder. På landsplan har12,9 mio. besøgt arkiv.dk, og der er 13.540 der har besøgt Hvidebæk arkiv, på arkiv.dk. Det er denne mulighed, der giver flere skriftlige henvendelser til arkivet, hvor folk hovedsagelig søger flere oplysninger om deres ophav, end de kan se på Arkiv.dk.
Kassereren gennemgik regnskabet, der viste et overskud på 2.569 kr. efter at der var hensat 12.000 kr. til bogfonden. De 3 beretninger fik enkelte kommentarer med på vejen inden de blev godkendt. Alle valg var genvalg.
Efter en kop kaffe/te og en ostemad, fortalte Peter Rasmusen i muntre vendinger om livet på Flinterupgården fra 1950erne, til familien Rasmusen solgte gården, og den nye ejer rev stuehuset ned og opførte et nyt.
Arkivernes dag, lørdag den 9. november 2019
Der er mange huse og bygninger der er forsvundet i vores område. Derfor havde vi valgt emnet, “forsvundne bygninger”. Så der var mulighed for at se billeder af huse som ikke eksisterer mere. Ca. 20 personer mødte frem og så udstillingen. De fremmødte fik også en god sludder under kaffedrikningen. Det var også denne dag at årgang 2019 af Arkivernes Hjul blev præsenteret. Bogen er til salg på arkivet for 100 kr. Ældre årgange sælges for 75 kr.pr. stk.
Udflugten den 6. sep. 2019 til Hundested Sandfestival
Vi kørte fra Ubby forsamlingshus kl. 8.30. Efter ca. 2 timers køretur var vi i Hundested. Her stod en guide klar til at vise os rundt. Først fik vi en historie om Hundested, lige fra vikingetiden, til den blev en af Danmarks største fiskerihavne, med over 100 fiskekuttere, til i dag hvor det mest er en turisthavn. Dernæst så vi et lille glaspusteri som lavede den mest fantastiske glaskunst. Dernæst et snedkerværksted der lavede kunst og møbler, mest i egetræ. Et galleri med billedkunst og forskellig anden kunst så vi også. Nu var det blevet spisetid, og vi fik en fantastisk buffet. Efter spisning, fik vi historien om sandskulpturerne, inden vi på egen hånd gik rundt og så de fantastiske kunstværker, opført af 12 internationale sandskulpturkunstnere. Efter kaffe og kage gik turen atter mod Ubby.
Byvandringen i Forsinge den 8. maj 2019
På en halvkold majaften med lidt småregn var ca. 50 personer mødt op til en lille gåtur i Forsinge. Efter en rundtur i byen hvor Ole Geert Olsen og Hanne Jakobsen fortalte om byens huse og beboere, samledes forsamlingen i laden hos Ole Geert Olsen hvor der var en forfriskning inden der blev vist gamle og nye billeder fra byen.
Filmforevisning i Arkivet tirsdag d. 19. marts 2019
Denne dag viste vi en lille film fra 1989. Det år havde Jorløse forsamlingshus 100 års jubilæum. Magnus Olsen Jorløsegavn var gæstetaler ved jubilæumsfesten. Der var ca. 30 personer der mødte op og så denne lille film.
Generalforsamling mandag d. 25. februar 2019
Generalforsamlingen der fandt sted i Ubby forsamlingshus, mandag den 25. februar blev overværet af ca. 50 medlemmer. Jakob Beck Jensen blev valgt til dirigent. Formandens beretning og arkivlederens beretning blev godkendt uden bemærkninger, ligesom regnskabet blev godkendt uden bemærkninger. Jørgen Rasmussen ønskede ikke genvalg, og nyvalgt blev Benny Lundsted der i 2 år har været medarbejder ved arkivet. De øvrige valg var genvalg, og efter det konstituerende møde blev Birte Thy ny næstformand. Efter generalforsamlingen var der kaffe/te med brød. Derefter fortalte Tommy Dinesen Kalundborg om sit liv som sømand og folketingsmand for til sidst at blive borgmester i Kalundborg.
Arkivernes dag d. 10. nov. 2018
Denne dag havde vi valgt emnet. “Før og Nu” Vi havde fundet en del billeder frem der viste hvordan huse og egnen i det hele tage så ud for år tilbage og til nu hvor udviklingen har ændret mange ting. Der var i alt 25 der kom og så udstillingen og snakken gik lystigt under kaffedrikningen.
Denne dag præsenterede vi også 3. årgang af Arkivernes Hjul
2018 udgaven af denne bog er netop er udkommet og den er til salg på arkivet for 100 kr. Bogen indeholder historier og beretninger fra de 8 arkiver i Kalundborg kommune. Bl.a. har vi en historie om Ugerløse Maskinsnedkeri der blev til “Frovin Vinduer og Døre”. Og en historie om Jerslev Maskinfabrik der startede i Rørby og i mange år, bl.a. havde halmpressere og ilæggerapparater til tærskeværker som speciale.
Udflugten til Kerteminde og Fyns Hoved den 20. sep. 2018
Udflugten i år gik til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Vi var 43 der kørte til Kerteminde og så et virkelig interessant museum for denne utroligt produktive kunstner. Vi startede med en guidet rundtur i Johannes Larsens private hjem som var Museets “hjerte” med mange af hans kunstværker. Efter denne rundtur gik vi rundt i de andre udstillingslokaler hvor der var udstillinger af forskellige kunstnere. Efter museumsbesøget gik vi til Restaurant Marinaen, hvor vi fik en lækker 2 retters menu. Efter spisning gik kørte vi en rundtur på Fyns Hoved. Efter en kaffetår på parkeringspladsen yderst ved den lille havn, gik turen atter mod Ubby, og en god dag sluttede med hjemkomst kl. ca. 17.00
Byvandringen i Kærby den 16. maj 2018
I et pragtfuldt vejr mødte ca. 55 personer op denne aften ved Aksel Sørensens gård på Kærbyvej 11 i Kærby. Aksel Sørensen er født i Kærby og dermed en af dem der har boet længst tid i Kærby. Efter en kort introduktion ved Aksel gik vi i samlet flok en tur gennem byen, mens Aksel fortalte anekdoter om tidligere og nuværende beboere. Efter denne lille rundtur kørte vi til Ubberup kirke. Vi samledes først i Kirken, hvor Aksel gav en lille gennemgang af kirkens historie, hvorefter vi gik til samlingssalen, her var der mulighed for at købe kaffe og lagkage eller øl og vand. Her blev der vist en billedserie af gamle og nye huse og personer, samtidig med at Aksel fortalte om hvad vi så og små historier fra hans barndom. Vi fik også tilbagemeldinger fra publikum om ting som vi ikke vidste. En rigtig god aften som vi regner med at gentage næste år i en anden af områdets mange landsbyer.
Filmforevisningen i Arkivet d. 20. marts 2018
Denne dag viste vi en lille erindringsfilm som arkivet optog i 1998. Preben Severin Rasmussen “Preben Ost” fortalte om sit spændende liv, som søn af en mejeribestyrer, blev selv mejerist og senere selvstændig med en kørende osteforretning. En spændende beretning som blev overværet af ca. 50 personer.
Generalforsamlingen d. 19. februar 2018
Foreningens årlige generalforsamling fandt sted i Ubby forsamlingshus mandag d. 19. februar 2018. Generalforsamlingen blev overværet af ca. 55 personer. Jacob Beck Jensen blev valgt til dirigent. Formandens, arkivlederens og kasserens beretning blev godkendt uden bemærkninger. Alle valg til bestyrelsen var genvalg. Efter en kop kaffe/te, fortalte Finn Jensen og Henning Bonde fra Buerup historien om husjomfruen og skibsrederen på Kattrup.
Årbogen “Arkivernes Hjul” 2017
Den nye udgave af Arkivernes Hjul er netop udkommet, og som det kan ses er der kommet et H, foran jul, dette for at markere at det er en årbog og ikke en julebog, som “Paraplyen” (sammenslutningen af de 8 arkiver i Kalundborg kommune) er gået sammen om at trykke. Bogen har nye eller gamle historier fra alle arkiverne.
Arkivernes Hjul kan købes på arkivet for 100 kr.
Udflugten til Frilandsmuseet, onsdag d. 6. sep. 2017
Udflugten i år gik til Frilandsmuseet ved Lyngby. Vi kørte fra Ubby kl. 08.30 i regnvejr. Da vi nåede museet var det nogenlunde tørvejr. På museet blev vi delt i 2 hold, så guiden havde 20 personer med af gangen til rundvisning. Imens gik den anden halvdel rundt på egen hånd. Under rundvisning af andet hold begyndte det at regne igen. Efter rundturen fik vi en lækker middag, kaffe og kage. Det regnede stadig godt da middagen var overstået og vi blev enige om at forlade museet og i stedet køre en tur på de Nordsjællandske veje. Vi gjorde holdt på parkeringspladsen ved Vikingeskibsmuseet, hvor vi drak kaffe og spiste hjemmebagt kage. Hvorefter turen igen gik mod Ubby. Det blev en god dag selv om opholdet på Frilandsmuseet blev afkortet med en times tid, hvor vi skulle have gået rundt på egen hånd.
Hvidebækmesse søndag den 3. september 2017
Hvidebæk Lokalhistoriske Forening havde også i år en stand på Hvidebækmessen, vi havde denne gang sat focus på erhvervslivet i vores område. Det være handel, håndværk, landbrug, industri og m.m. Der var fundet en del billeder frem af diverse erhvervsaktive gennem tiderne. Standen var godt besøgt, og mange kunne komme med kommentarer til nogle af billederne.
Byvandring i Jorløse d. 10. maj 2017, med 85 deltagere.
I år havde Hvidebæk Lokalhistoriske Forening byvandring i Jorløse i et fælles arrangement med Jorløse Beboerforening.
Grundet det lidt dårlige vejr trak vi de 85 deltagere ind i Jorløse forsamlingshus.
Her var der udstilling af gamle og nyere fotos fra Jorløse og omegn.
Kurt Johansen, bød velkommen, og fortalte om slogan-konkurrencen hvor en af de nye beboere i sognet Jens Tholstrup, vandt med dette Slogan. ”Jorløse- lille by i stor natur”
Derefter viste Kurt Johansen, dias fra tørvegravningen i Jorløse mose, før, under og efter anden verdenskrig, en tid hvor der om sommeren herskede nærmest klondykeagtig tilstande i mosen.
Bøje Lammert Larsen, som er opvokset i Jorløse og fmd. for Lokalhistoriske Forening For Høng Kommune fortalte historier om Beks Kro (nu Tissøgård) gennem tiderne og viste en del dias derfra, de ældste dias fra omkr. år 1900.
Sluttelig vistes en byvandringsfilm fra Jorløse; optaget i 2015 af Kurt Johansen. Guide på filmen er Gertrud Voss Larsen. Gertrud er født og opvokset i Jorløse, og ved derfor en masse om byen og sognet. Hendes fortælling strakte over årene fra ca. 1940 og til op i 1970erne.
Efter filmvandringen i forsamlingshuset var der snak og tak og glade minder.
Det er jo en fornøjelse at lave et arrangement, når der møder så mange op; som i dette tilfælde. Og samtidig tak til bestyrelserne i Jorløse Beboerforening og Hvidebæk Lokalhistoriske Forening for deres store arbejde og støtte til arrangementet.
Kurt Johansen
Filmforevisningen i Arkivet d. 21. marts 2017
Denne dag viste vi en lille erindringsfilm fra 1998. Steen Lunøe fortalte sin om barndom og arbejdsliv på de større gårde på Sjælland og Fyn og til sidst på Trustrupgården ved Jorløse, inden han som pensionist bosatte sig i den gamle præstegård i Jorløse.
Generalforsamling d. 20. februar 2017
Den årlige generalforsamling fandt sted i Ubby forsamlingshus mandag d. 20. februar. Generalforsamlingen blev overværet af knap 50 personer. Jacob Beck Jensen blev valgt til dirigent. Formandens, arkivlederens og kasserens beretning blev godkendt uden bemærkninger. Alle valg til bestyrelsen var genvalg, Bente Andersen blev nyvalgt bestyrelsessuppleant, Bjarne Petersen blev nyvalgt revisor. Efter generalforsamlingen var der en lille kaffepause og derefter fortalte Ole Glahn Viskinge om sin barndom og opvækst på Stengården i Viskinge.
Årbogen “Arkivernes Jul”
Arkivernes nye årbog “Arkivernes Jul” er udkommet og er til salg på arkivet.
Bogen indeholder artikler fra samtlige 8 arkiver i Kalundborg kommune og der er historier fra gamle dage og fra nutiden.
“Arkivernes jul” kan købes på arkivet for 100 kr.
Arkivernes dag d. 12. nov. 2016
I år havde vi lavet en udstilling med nogle af de billeder vi har om sport og idræt. Der kom ca. 20 personer og besøgte denne udstillingen.Der var også dækket op til kaffebord med hjemmebag, og her gik snakken lystigt, om både gamle dage og nutiden.
Udflugten til Museet for Søfart i Helsingør d. 8. sep. 2016
Årets udflugt gik i år til Museet for Søfart i Helsingør. Vi kørte fra Ubby kl. 08.30, i det mest pragtfulde efterårsvejr man kunne tænke sig. Vi holdt en lille pause undervejs, hvor vi fik en kop kaffe og en bolle, inden turen gik videre til museet. Her fik vi af museumsdirektør Ulla Tofte, en lille introduktion om museet og den helt specielle opbygning, som museet har i Helsingør Skibsværfts gamle tørdok. Efter denne introduktion, gik vi rundt på egen hånd og så på de mange spændende udstillinger som museet har. Kl. 14.00 samledes vi på restaurant “Kronborg Havbad” hvor vi fik en frokostplatte. På grund af trafikproblemer m.m. på hjemturen, sluttede denne gode dag senere end beregnet.
Vandretur i Ubby d. 23. maj 2016 kl. 19.00.
Igen i år havde vi i fællesskab med Familie og Samfund lavet et lille arrangeret. Denne gang drejede det sig om en lille rundtur i Ubby. Ca. 100 personer samledes kl. 19.00 ved Ubby forsamlingshus. Efter en lille velkomst gik hele forsamlingen ned af Hovedgaden med Jens Birk Kristoffersen i spidsen som guide. Turen gennem Hovedgaden stoppede ved Østergaard, undervejs havde Jens Birk fortalt lidt om hvem og hvad der havde været i de forskellige huse gennem årene. Efter denne lille tur gennem byen samledes vi i forsamlingshuset hvor der var mulighed for at købe en forfriskning, Jens Birk viste nu en billedserie fra Hovedgaden, mens han fortalte om billederne, samtidig kom der rettelser eller tilføjelser fra tilhørerne til det han fortalte. Det er dejligt at lave et arrangement, når så mange møder frem.
Filmforevisningen i Arkivet d. 22. marts 2016
Denne dag viste en film om udviklingen i Kalundborg fra 1957 til 1972. En tid hvor Kalundborg var i en rivende udvikling. Havnen blev udvidet, der kom olieraffinaderi, Novo, Cyproc, gymnasium, handelsskole, folkeskole. Munkesø stadion o .m. m. Der var 30 personer der valgte at se denne lille film, som blev kommenteret af tidligere borgmester i Kalundborg J. Hagemann Petersen
Generalforsamling d. 22. februar 2016
Årets generalforsamling fandt sted i Ubby forsamlingshus mandag d. 22. februar 2016 og blev overværet af 55 personer. Jacob Bech Jensen blev valgt til dirigent. Der var ingen bemærkninger til hverken, formandens, arkivlederens eller kassererens beretninger. Irene Nielsen ønskede ikke genvalg, og i hendes sted , valgtes Birte Thy. Øvrige valg var genvalg. Efter generalforsamlingen og kaffen fortalte Palle Bruun Olsen om møllerne på Møllebakken i Kalundborg, en god fortælling om udviklingen på Møllebakken efter de første stubmøller dukkede op, og til der på et tidspunkt var 7 møller på Møllebakken.
Udflugten til Middelaldercentret d. 10. sep. 2015
Torsdag d. 10. september havde vi udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster. Kort efter vores ankomst til Centret var guiden klar til at vise os rundt i området, og han fortalte levende om hvordan livet i middelalderen foregik, lige fra adelen og ridderne til de fattigste, og hvordan tyve, røvere og mordere blev behandlet. Kl. 12.00 var det tid til at gøre bliderne klar til affyring, og vi så hvordan de kunne kaste stenen langt ud i sundet. Kl. 12.30 var der middelalderbuffet i gæstgiveriet “Den gyldne Svane”. en buffet der var lavet af opskrifter fra middelalderen, der var flere spændende og velsmagende retter. Efter spisning var der ridderturnering, og mulighed for at gå rundt i området på egen hånd, inden hjemturen begyndte kl. 15.00 med hjemkomst i Ubby kl. 17.00, en god og lang dag i godt vejr var slut.